
Mit virke er en mosaik
Jeg har altid været optaget af det, der kan opstå, når vi giver plads til nysgerrigheden.
Når vi undersøger frem for straks at finde svar. Når hænder, tanker, materialer og mennesker får lov til at mødes på nye måder. Og når noget, vi endnu ikke helt kunne se eller formulere, pludselig træder frem.
I MosaikMagi skaber jeg rum for den konkrete, sanselige skaberglæde. Her arbejder vi med hænderne, materialerne, farverne og det langsomme blik. Jeg underviser, inspirerer og går gerne forrest i udforskningen af nye muligheder, teknikker og materialesammensætninger.
I Art of Balance arbejder jeg med mennesker, relationer, ledelse og organisationer. Her er materialet et andet, men nysgerrigheden er den samme. Jeg skaber refleksionsrum, hvor vi kan undersøge det, der endnu ikke er blevet tydeligt, få øje på nye sammenhænge og finde nye muligheder for handling.
Måske er det netop dét, der binder mit virke sammen: Jeg er optaget af skabende processer og af at gøre det, vi endnu ikke kan se, synligt.
Derfor kan du møde mig med mosaiktangen i hånden den ene dag og midt i et refleksionsrum med en ledergruppe den næste.
For mig er afstanden mellem de to ikke særlig stor.
Det er den samme nysgerrighed, der gennem hele mit arbejdsliv har ført mig ad forskellige veje – gennem kunst, kreativitet, undervisning, ledelse og organisationsudvikling. I dag mødes de veje i MosaikMagi og Art of Balance.
